Kilde: Østjyllands Politi Lørdag d. 27. jun. 2020 - kl. 06:01

Østjyllands Politi: Nyt fra Malling - fredag den 26. juni

Malling er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag. 

 

20-årig mand overfaldet i Risskov

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 23.00 en anmeldelse om, at en ung mand var blevet overfaldet af en gruppe på 4-5 personer på en parkeringsplads på Næringen i Risskov. Flere patruljer kørte til stedet, hvor de traf en 20-årig mand, som lå på jorden. Han havde fået nogle mindre skader efter slag og nogle mindre snitsår, men var ikke kommet alvorligt til skade. Han blev kørt til skadestuen til nærmere undersøgelse. 

I forbindelse med politiets efterforskning blev en 19-årig mand kort efter anmeldelsen anholdt og sigtet for vold. Han vil formentlig blive løsladt efter endt afhøring. 

Den foreløbige efterforskning tyder på, at der er tale om et internt opgør mellem nogle personer, der har nogle uoverensstemmelser med hinanden. 

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set episoden, der fandt sted omkring p-pladsen ud for Næringen 31 i Risskov. Har du oplysninger til politiet, kan du give dem via tlf. 114. 

**

 

Kunne ikke betale bøde – fik bilen beslaglagt

Et par betjente fra Østjyllands Politi havde kun lige nået at stille klar til færdselskontrol torsdag kl. 8.45 på Silkeborgvej i Åbyhøj, da de opdagede en bilist, som kørte uden sele. De fik dirigeret bilen ind til siden og henvendte sig til føreren, som viste sig at være en 53-årig udenlandsk statsborger, som har bopæl i Tyskland.  

Han kunne ikke fremvise et kørekort, og da betjentene undersøgte bilen nærmere, viste det sig, at de nummerplader, der sad på den, var afmeldte. Den 53-årige forklarede, at bilen ikke var indregistreret, og han havde fundet nogle nummerplader i en skraldespand, som han havde sat på i stedet. 

Betjentene fik nu godt gang i bødeappen, hvor de kunne notere sigtelser for: 

Kørsel uden sele
Kørsel uden medbragt kørekort
Manglende registrering af bil
Ulovlig omgang med hittegods
Manglende lovpligtig forsikring

Den samlede bøde nåede op på 6500 kroner, som den 53-årige blev bedt om at betale med det samme, da han ikke bor i Danmark. 

Han meddelte, at han ikke kunne betale bøden, og derfor beslaglagde politiet bilen. Den 53-årige må nu enten betale bøden eller finde en alternativ måde at komme tilbage til Tyskland på. 

**

 

Gik ind i hjem og forsøgte at stjæle bil

Et par i Vivild vågnede natten til fredag omkring kl. 4.20 ved lyden af deres bil, som nogen forsøgte at starte uden for deres hjem. De løb udenfor, hvor de så en fremmed mand sidde bag rattet i deres bil. Han havde været inde i deres hus og taget bilnøglen, som han nu var ved at gøre brug af. 

Parret fik fat i manden og hevet bilnøglerne fra ham. Han undskyldte, gik ud af bilen og skyndte sig fra stedet. 

Manden var væk, da patruljen kom frem, men ud fra parrets gode beskrivelse af ham, har Østjyllands Politi en god formodning om, hvem han er. 

**

 

Kvinde overfuset af vred bilist

En 33-årig kvinde anmeldte torsdag aften, at hun omkring kl. 20.15 havde været udsat for en ubehagelig oplevelse i Assentoft ved Randers. Ifølge kvinden kørte hun roligt gennem byen, da en bilist kørte meget tæt på hende, overhalede og bremsede ned foran hende. 

Den mandlige bilist kom nu rasende ud af bilen og råbte skældsord mod kvinden og gjorde et udfald med sin hånd, som ramte kvindens hånd. Herefter kørte han fra stedet. 

Kvinden har givet følgende signalement af manden: 

Dansk af udseende
Ca. 26-28 år
Kort, lyst hår
Muskuløs
Iført sort-rød t-shirt og cowboybukser
Kørte i en sort bil med gule nummerplader

Østjyllands Politi hører gerne fra manden eller fra vidner, der ved, hvem bilisten er. 

 

**

 

Fanget med narkoposer i hånden

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje fik torsdag kl. 16.30 på Vestergårdsvej i Viby øje på en mand, som virkede mistænkelig. Manden kørte langsomt rundt i sin bil i området, og betjentene, som var i civil, besluttede at undersøge sagen nærmere. De gik hen til bilen, hvor de med det samme kunne se bilisten sidde med flere salgsposer med narko i hånden. 

Det var en 20-årig mand, som sad med poserne, og han blev straks anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Ud over poser med hash og skunk, fandt betjentene også nogle tusinde kroner i kontanter, som sammen med narkoen blev beslaglagt. 

**

 

Smadrede rude i arrigskab

En kvik borger kontaktede natten til fredag kl. 00.20, da hun så en ung mand råbe og skrige på letbanestationen i Grenaa, inden han til sidst væltede en skraldespand og smadrede en rude i et venterum med en sten. 
En patrulje kørte til stationen, hvor de så skraldespanden ligge midt på perronen, og den ødelagte rude, hvor der lå en sten lige ved siden af. 

Den ene betjent fik pludseligt øje på en ung mand, som gik over sporet lidt længere henne. Han svarede nøje til det signalement, vidnet havde givet, og patruljen fik kort efter fat i personen, der viste sig at være en 18-årig mand. 

Han erkendte straks, at det var ham, der havde kastet en sten på ruden i venterummet. Han forklarede, at han var kommet op at skændes med en ven og var blevet så hidsig, at han ødelagde skraldespanden og knuste ruden. 

Den 18-årige blev anholdt og sigtet for hærværk. 

**

Blotter på stranden 

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 18.45 en anmeldelse om, at en mand havde onaneret foran flere personer på Ajstrup Strand ved Malling. Da patruljen kom frem, var manden ikke længere på stedet.

Flere vidner tog billeder af manden, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til gerningsmanden. 

**

 

Berusede mænd i slagsmål 

En borger kontaktede torsdag kl. 21.40 politiet, da hun så to berusede mænd i slagsmål på Vester Allé ved Mølleparken i Aarhus. Da politiet kom frem, lå den ene af parterne, en 17-årig ung mand på jorden og ømmede sig. Han var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Et vidne udpegede den anden part i slagsmålet. Det var en 31-årig mand, som stadig befandt sig i Mølleparken. 

Patruljen vurderede ud fra deres afhøringer, at mændene havde haft nogle uoverensstemmelser, og at det så havde udviklet sig til et decideret slagsmål. Begge mænd blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, og den 17-årige blev for en sikkerheds skyld kørt til tjek på skadestuen. 

**

 

Ung mand anholdt efter råberi og uro

En beruset 22-årig mand skabte torsdag aften omkring kl. 23.00 så meget uro i Randers, at han endte med at blive anholdt. Den 22-årige havde ifølge vidner råbt højt af flere personer og havde også involveret sig i et mindre slagsmål på Slotsgade. 

Da politiet kom frem, blev den 22-årige anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 7.54 skete der et færdselsuheld i krydset Oddervej/Holmskovvej i Malling. En 19-årig kvindelig bilist kørte sammen med en bil ført af en 44-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 19-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 16.24 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Trige. En 56-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 45-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Den 56-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Torsdag kl. 17.16 skete der et færdselsuheld i krydset Nørregade/Paradisgade i Aarhus C. En 40-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 29-årig kvindelig cyklisten. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 19.03 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nordregrave i Randers C. 

Torsdag kl. 22.33 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersbro i Randers. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Fjældevænget i Aarhus V mellem onsdag d. 24/6 kl. 15.00 og torsdag d. 25/6 kl. 11.45
På Søndergade i Vivild ved Allingåbro begået fredag d. 26/6 kl. 4.20
 
Mød redaktionen
Profilbillede
Søren Martin Mørch smm@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Kenneth Andersen ka@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Michael Juul Sørensen mj@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Christoffer Hübertz ch@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Eline Krarup ek@vores-mediehus.dk