Østjyllands Politi: Nyt fra Malling - onsdag den 29. april

dato

Malling er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Malling er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 38-årig mand fra Indien. Den 38-årige blev anholdt i København i går, efter at have været efterlyst siden starten af marts. Den 38-årige er tidligere idømt udvisning ved en dom for vold i december 2019, og han fremstilles onsdag i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling indtil udvisningen kan effektueres.

**

Salattyveri udviklede sig til røveri

Tirsdag eftermiddag kl. 16.53 kørte en patrulje til SuperBrugsen i Tranbjerg, hvor et tyveri havde udviklet sig voldeligt.

En ansat i butikkens bagerafdeling forklarede på stedet, at han havde set to piger og tre drenge komme gående ind i butikken. De unge virkede berusede og var meget larmende. Den ansatte fulgte efter dem, og så på et tidspunkt en 16-årig dreng tage en pastasalat ind under trøjen. Den ansatte tilbageholdt den 16-årige dreng efter kasselinjen og tilkaldte butikkens souschef, der fulgte drengen hen mod butikkens baglokale.

Kort efter kom den 16-årige dog løbende ud fra baglokalet med souschefen efter sig. Den ansatte sprang over disken og fastholdt den 16-årige, som nu var blevet meget ophidset og vred sig for at komme fri. To piger, som øjensynligt kendte den 16-årige, kom til og begyndte at råbe og skrige, mens den 16-årige blev tiltagende aggressiv og både slog og sparkede på de nu tre mænd, der forsøgte at fastholde ham. Den 16-årige gav den ansatte og souschefen et knæ i skridtet og slog derefter souschefen i ansigtet, for derefter at løbe fra stedet. Efter ca. 100 meter blev han dog indhentet og fastholdt, indtil politiet ankom til stedet.

Patruljen kontaktede straks den 16-åriges forældre, ligesom de sociale myndigheder blev underrettet. Den 16-årige blev desuden sigtet for vold, butikstyveri og røveri.

**

Knallertdrenge måtte trække hjem

Færdselsfolk fra Østjyllands Politi fik tirsdag fat i syv unge mænd, som kørte rundt på tunede knallerter. Tre blev standset i Kolind, to i Hornslet og yderligere to i Randers. Alle de standsede blev sigtet for at tune deres knallert og kan se frem til en bøde for deres forseelse. Bliver de taget for samme overtrædelse igen, bliver knallerten taget fra dem, og er de under 18 år, kan de risikere at få udskudt deres mulighed for at tage kørekort til bil.

Østjyllands Politi får mange henvendelser fra borgere, der er utrygge ved knallerter, der ræser rundt i deres lokalområde, og der vil derfor løbende være kontroller rundt i det østjyske.

**

14-årig anholdt i bussen efter knivtrusler

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 22.00 en anmeldelse om, at en ung mand havde trukket en kniv og truet en 14-årig dreng efter et skænderi på gaden på Grenåvej i Skødstrup. Efter at have sparket den 14-årige i siden, steg gerningsmanden på en bus mod Aarhus.

En patrulje kørte efter bussen, og dirigerede den ind til siden lidt længere fremme på Grenåvej. Inde i bussen sad en 14-årig dreng, som betjentene mistænkte for at være gerningsmanden. Han blev anholdt og visiteret og blev fundet i besiddelse af en lille urtekniv og en bushammer.

De sociale myndigheder og drengens forældre blev orienteret, og det skal nu vurderes, om drengen skal for Ungdomskriminalitetsnævnet.

De to 14-årige kendte hinanden i forvejen. Ham, der blev sparket, kom umiddelbart ikke noget til.

 

**

Kvinde slået med koben

Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 20.26 anmeldelse om, at en kvinde var blevet overfaldet på en adresse i Tilst. En patrulje kørte hurtigt til stedet hvor de talte med kvinden, som fortalte at hun var blevet slået flere gange med et koben. Kvinden havde flere mærker efter slag, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.

Kvinden fortalte, at gerningsmanden var brudt ind ved hjælp af kobenet og herefter havde slået hende, inden han blev råbt an af nogle naboer, hvorefter han flygtede fra stedet. Østjyllands Politi har en god formodning om hvem manden er og leder p.t. efter ham. Der er tale om en mand, som kvinden har en relation til.

**

Mand stjal headset og måtter

Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 13.00 anmeldelse om butikstyveri fra THansen i Odder. Anmelderen, som var ansat i butikken, havde set en mand stå i afdelingen for headsets med favnen fuld af bundmåtter. Den ansatte var kortvarigt gået ud i baglokalet, og da han kom tilbage, var manden på vej ud med måtterne og et headset, som han ikke havde betalt for. Den ansatte løb efter ham ud på parkeringspladsen, hvor han så gerningsmanden køre væk fra stedet.

Manden beskrives som:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Ca. 40 år
  • 185 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Mellemlangt, tyndt, mørkt hår
  • Overskæg
  • Iført hvid t-shirt og sort vest
  • Kørte fra stedet i en hvid personbil

Østjyllands Politi har en formodning om, hvem manden kan være, men hører gerne fra personer, der kan have oplysninger om manden, på tlf 114.

 

**

Sprayede peberspray ind af vinduet på bil efter uenighed

Tirsdag kl. 15.50 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til krydset mellem Grenåvej og Vestre Strandallé i Risskov, hvor en 18-årig mand og en 17-årig pige var blevet udsat for peberspray af en, for dem, ukendt mand.

Den 18-årige forklarede, at de var kommet kørende ad Grenåvej, hvor de pludselig måtte undvige for en sort Skoda, der foretog en U-vending og herunder kom ind i deres kørebane. Den 18-årige fortsatte ligeud, og mens de holdt for rødt ved et lyskryds længere oppe ad vejen, kørte skodaen op på siden af dem. Den 17-årige rullede vinduet ned for at høre, hvad føreren ville, men idet hun rullede vinduet op, råbte førere af den anden bil ad dem og sprøjtede herefter peberspray ind i bilen til dem. Skodaen fortsatte i nordlig retning på Grenåvej.

Manden beskrives som:

  • 20-30 år
  • Etnisk dansk
  • Iført blå Moncler hue
  • Kørende i sort Skoda

Østjyllands politi hører gerne fra vidner til episoden på tlf 114.

 

**

Arbejde med tagpap gav røgudvikling og ild

En patrulje kørte tirsdag kl. 17.49 til en adresse i det sydvestlige Randers, hvorfra der var kommet anmeldelse om en brand. Ved ankomst kunne betjentene tydeligt se røg fra taget af huset og brandvæsnet var i gang med at slukke på taget. Den umiddelbare vurdering var, at branden var opstået under arbejde med tagpap. Der var ingen i huset og ingen kom til skade.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 07.49 skete der et færdselsuheld på Viborgvej ved Randers, da en 34-årig kvindelig bilist påkørte bagenden af en varevogn ført af en 20-årig mand. Uheldet skete, da den 34-årige efter eget udsagn overså den 20-årige, der havde sænket farten for at dreje. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Tirsdag kl. 08.14 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Rosenvangs Allé og Skanderborgvej i Viby, da en 73-årig kvindelig bilist ramte en 28-årig kvindelig cyklist under et højresving. Den 28-årige blev kørt til undersøgelse på hospitalet, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.

Tirsdag kl. 12.20 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Elstedvej og Lille Elstedvej i Lystrup, da en 32-årig kvindelig bilist angiveligt overså sin vigepligt, og derfor påkørte en 65-årig kvindelig bilist. Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.

En 62-årig kvindelig bilist blev tirsdag kl. 13.36 anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Tøjhushavevej i Randers.

En 60-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 14.37 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Beder Landevej i Beder. Da det ikke var mandens første forseelse, blev hans bil desuden konfiskeret.

Tirsdag kl. 16.20 skete der et færdselsuheld på Knudrisgade i Aarhus imellem en 53-årig mandlig cyklist og en 28-årig kvindelig cyklist. Uheldet skete angiveligt, da den 53-årige ville overhale den 28-årige i tæt trafik. Herunder fik den 28-årige et skub og begge cykler væltede. Den 53-årige bar ikke cykelhjelm og pådrog sig skader på hovedet, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade.

En 23-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 17.13 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestervold i Randers.

En 20-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 17.25 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje i krydset mellem Bøsbrovej og Mariendalsvej i Randers. Den 20-årige blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

Tirsdag kl. 18.30 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Randersvej i Følle. Den 20-årige blev desuden sigtet for besiddelse af en mindre mængde narko samt for ikke at have medbragt sit kørekort.

Natten til onsdag kl. 00.34 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Karupvej i Aarhus. 

 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Hovedvejen i Ørum Djurs begået tirsdag den 28/4 kl. 00.01
På Inger Christensens Gade i Brabrand begået mellem mandag den 27/4 kl. 15.30 og tirsdag den 28/4 kl. 09.00
På Egegårdsvej i Randers begået mellem torsdag den 23/4 kl. 15.00 og tirsdag den 28/4 kl. 12.30
På Europaplads i Aarhus, begået tirsdag den 28/4 kl. 13.20

Kilde: Østjyllands Politi