Malling er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger
**
Hærværk på kirkegård og på kirkegrund
Østjyllands Politi fik søndag formiddag anmeldelser om hærværk begået på Øster Kirkegård på Østervangsvej og uden for Jesu Hjerte Kirke i Thorsgade i Randers C.
På Øster Kirkegård var der væltet en del gravsten i forskellige afdelinger af kirkegården. Ved kirken i Thorsgade havde ukendte gerningsmænd væltet flere granitbænke og en statue, der havde fået nogle skader. Derudover var en udendørs lampe revet ud af væggen.
Politiet sikrede spor på stedet og efterforsker nu hærværket, som formodes at være fundet sted natten til søndag.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set nogle mistænkelige personer omkring gerningsstederne eller har oplysninger om, hvem gerningsmændene kan være. Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.
**
Sigtet for at ulovlig jagt på rådyr
En borger ringede søndag kl. 21.42 til politiet og fortalte, at han netop havde set en mand i en bil skyde mod en råbuk, der gik på en boldbane på Fuglsangvej i Grenaa.
Borgeren fortalte, at han var ude at gå en tur med en ven, da de hørte et skud komme fra en bil, der stod med front mod banen. Herefter skyndte føreren af bilen sig at pakke noget væk, inden han kørte fra stedet.
På boldbanen lå en råbuk, der tydeligvis var blevet ramt, men det lykkedes dyret at komme på benene og løbe derfra.
Borgeren havde noteret registreringsnummeret på bilen, og en patrulje tog derfor kort efter ud til en 67-årig mand i Grenaa. På mandens adresse stod bilen, og da betjentene ransagede den, fandt de noget ammunition.
Inde i mandens hjem stod nogle rifler og et haglgevær, og den ene riffel tog politiet med til nærmere undersøgelse.
Den 67-årige mand, der havde tilladelse til at have skydevåbnene, er foreløbigt sigtet for overtrædelse af jagtloven.
En schweisshundefører gik spor efter råbukken, der var blevet ramt, men det lykkedes ikke at finde den.
**
Hærværk mod to restauranter
Søndag aften blev der begået hærværk mod to restauranter i Aarhus-området. Omkring kl. 20.50 blev en sten kastet gennem ruden på en restaurant på Søren Frichs Gade i Åbyhøj, og omkring kl. 21.04 blev en rude i en restaurant i Højbjerg knust på samme vis.
Ved begge episoder 3-4 maskerede mænd set stige ud af en bil og kaste stenene.
Østjyllands Politi efterforsker nu episoderne nærmere for at finde frem til gerningsmændene.
**
Anmeldelse om slagsmål i Tilst
Østjyllands Politi fik natten til søndag en anmeldelse om, at der omkring kl. 23.45 havde været et slagsmål ud for en adresse på Langkærvej i Tilst. Ifølge meldingerne havde to grupper mænd været oppe at toppes, men de var nu gået fra stedet igen.
På skadestuen traf en patrulje to mænd på 18 og 20 år. Den 18-årige havde nogle mindre skader på øret, som han var blevet behandlet for, men han var ikke kommet alvorligt til skade.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at klarlægge de nærmere omstændigheder.
**
Stjal boremaskine og blev anholdt
En 33-årig mand blev søndag anholdt og sigtet for et indbrud begået natten til lørdag i Randers.
En beboer på Sønder Alle i Randers SV fik om natten via en telefonnotifikation besked om, at overvågningen ved hans skur var blevet aktiveret. Da beboeren kiggede ud af vinduet, kunne han se en fremmed mand stå med en boremaskine, som han havde stjålet fra skuret.
Tyven smed hurtigt boremaskinen, da beboeren råbte efter ham, og herefter flygtede han på cykel fra stedet.
Via overvågningen genkendte politiet gerningsmanden, og søndag aften blev han anholdt i en lejlighed i Randers. Da den 33-årige blev fundet i besiddelse af noget hash, skunk og amfetamin, blev han ud over indbruddet i skuret sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Sigtet for at stjæle vodkaflasker og shots
Personalet i en dagligvarebutik på Kamma Klitgårds Gade i Risskov kontaktede søndag kl. 8.08 politiet, da fire mænd havde stjålet tre flasker vodka og nogle vodkashots. Et par medarbejdere havde opdaget tyveriet og havde kortvarigt fulgt efter mændene, da de gik fra butikken.
Da politiet kom frem, viste personalet hvilken retning mændene var gået, og ved en lejlighed i området kunne betjentene høre, at der var gang i en fest. Patruljen aflagde festen et besøg, og her traf de fire mænd, der svarede nøje til dét signalement, som butiksmedarbejderne havde givet.
På stedet stod der desuden to uåbnede vodkaflasker af samme mærke, der var stjålet fra butikken.
Det endte med, at fire mænd på 26, 22, 22 og 20 år blev sigtet for tyveri, og de to flasker uåbnede vodkaflasker blev beslaglagt.
**
Færdsel
Natten til mandag kl. 2.12 blev en 40-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Landevejen ved Ødum.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 12 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Kobbersmedevej i Randers NV begået søndag d. 29/5 kl. 3.55
• På Klejnsmedevej i Randers NV begået mellem lørdag d. 28/5 kl. 19.45 og søndag d. 29/5 kl. 4.40
• På Mispelvej i Randers NV begået søndag d. 29/5 mellem kl. 00.00 og kl. 8.30
• På Ved Byskellet i Randers NV begået mellem lørdag d. 28/5 kl. 8.30 og søndag d. 29/5 kl. 10.30
• På Hans Broges Vej i Brabrand begået mellem lørdag d. 28/5 kl. 20.00 og søndag d. 29/5 kl. 5.00
• På Gråpilevej i Randers NØ begået mellem fredag d. 27/5 kl. 18.00 og søndag d. 29/5 kl. 11.00
• På Kobbersmedevej i Randers NV begået mellem onsdag d. 27/5 kl. 16.00 og søndag d. 29/5 kl. 14.50
• På Klejnsmedevej i Randers NV begået mellem fredag d. 27/5 kl. 13.00 og søndag d. 29/5 kl. 14.00
• På Nordre Strandvej i Risskov begået mellem onsdag d. 25/5 kl. 17.00 og søndag d. 29/5 kl. 15.15
• På Asmusgårdsvej i Lystrup begået mellem fredag d. 27/5 kl. 7.15 og søndag d. 29/5 kl. 15.45
• På Glatvedvej i Glatved begået søndag d. 29/5 mellem kl. 4.00 og kl. 4.30
• På Agertoften i Malling begået mellem onsdag d. 25/5 kl. 7.00 og søndag d. 29/5 kl. 21.00